Stjernen 1 vs. TC Odense 5

Vores holdkaptajn Carsten var på overarbejde for at finde damer til denne holdkamp da vores to bedste damer var forhindrede. Heldigvis kunne Agi og Gitte K. presse holdkampen ind i kalenderen - enddog med meget kort varsel, så tak for det! Da Carsten også selv var forhindret måtte 1. reserven Lars træde til. Vi havde dog ikke noget at klage over i forhold til TCO 5, der manglede tre af deres bedste herrer og også stillede med en reserve på damesiden.

 

Vi startede med de to damesingler. Agi gjorde det rigtigt godt mod den teknisk stærke og hårdslående 1. DS Mathilde Hebsgaard og var tæt på at snuppe 1. sæt primært i kraft af sin gode kondition, og sejrsvilje. I 2. sæt havde TCO'eren dog luret en svaghed hos Agi og vand det mere sikkert.

Gitte Kühn spillede også rigtigt godt især i første sæt hvor hun var med til 3-3, herefter måtte hun også bøje sig for den mere rutinerede Hanne Dalby.

I damedoublen bed Agi og Gitte igen godt fra sig, men manglede det sidste for at kunne hive et sæt hjem.

3-0 til TCO 5 efter damekampene, det har vi prøvet og kæmpet os ud af før!

 

Martin var rykket op og spillede 3. HS. Den unge TCO'er Luke Brown kunne dog ikke stille meget op mod Martin, der vandt sikkert med sit teknisk flotte spil. Især Martins kickserv og topspundne forhånd voldte TCO'eren store problemer (det vil det nok for de fleste).

 

Da 1. og 2. HS skulle spille begyndte det at regne vedvarende. Spillet kunne dog fortsætte ufortrødent og Martin, Søren P. og Lars indtog VIP tilskuerpladserne i biler lige bag bane 2 hvor vi heppede så bilerne gyngede (vi turde dog ikke bruge hornet og blinke med lygterne).

Som forventet vandt både Steffen og Thomas uden det mindste slinger og afgav kun hhv. 3 og 1 parti i deres kampe.

 

Den styrkemæssige overlegenhed på Stjernens herreside blev også afspejlet i herredoublerne selvom Thomas måtte "nøjes" med at spille med Lars. Igen afgav Stjernen kun 3 partier i hver af disse kampe.

 

I 4. HS spillede Lars mod en U16 spiller der trods fin teknik og en god forhånd manglede rutinen og modet til rigtigt at komme ind i kampen.

 

Alt i alt endnu en sejr til Stjernens 1. hold på 6-3. Til august venter topopgøret mod TCO 4 samt Fruens Bøge 3. Indtil videre ser vi ud til at være på 3. divisionskurs - hvis ellers vi kan udgå skader og for mange afbud ;-).

 

Herunder ses resultaterne med alle detaljer.

 

Stjernen 1 vs TCO 5

 

Referent: Lars Kristensen


Opdateret d. 17. sep. 2024 kl. 23:20


 Stjernen Tennis   |   Tranevej 44   |   5000 Odense C   |   Email: info@stjernen-tennis.dk   |   Find os på kort

 

Hovedsponsorer:      

Medlem af: