Referat af bestyrelsesmøde d. 10/2 2011

Til stede: Agi, Martin, Tommy, Gitte, Lars, Anne-Lise, Peter (Allan inviteret men forhindret)
 
Agenda:
1) Bestyrelsesstatus - "bordet rundt"
2) Nye medlemmer til bestyrelsen
3) Minitennis og trekampturnering
4) Referat fra Stjernen IF bestyrelsesmøde 2/2
5) Generalforsamling Stjernen IF
6) Baneklargøring
7) Næste møde + plan for opstart
8) Evt.
 

1) Bestyrelsesstatus – ”bordet rundt”

Formanden orienterer

Vi skal deltage i FTUs generalforsamling 1. marts 2011 kl 19. Vi kommer med Agi, Anne-Lise, Tommy og Lars.

FTU har ingen fra TCO eller Fruens Bøge i bestyrelsen længere. TCO er begyndt at køre et helt eget løb med talentudvikling uden om FTU. Der er ikke længere noget Tennis Team Fyn, TTF. Der skal laves et udvalg i FTU, der skal kigge på hvordan talentudviklingen skal være i fremtiden.
Agi gav klubben sin fulde opbakning som eksempelvis medhjælper efter sin udtræden af bestyrelsen pr. marts 2011.
Lars påtager sig opgaven som ny formand efter generalforsamlingen.
 
Trænere
Lars har meddelt Steffen, at han kan få 3-4 timer turneringstræning, juniortræning og motionstræning. Steffen har takket nej til at træne i år pga arbejde og han selv vil spille mere i år.
Martin stopper som træner i Dragør til april og bliver selvstændig erhvervsdrivende i Odense. Martin får med stor sandsynlighed ikke tid til at være træner i Stjernen
Peter kan ikke være træner på grund af sit arbejdspres.
Agi foreslår at bruge trænere udefra mod betaling. Der kan sagtens være en overskudstræner i en anden klub, som ønsker at få erfaring/opretholde sin uddannelse. Martin har nogle kontakter i TCO, som han vil snakke med om eventuelle træneremner. Agi vil snakke med folk via sine nye kontakter gennem FTU. Lars vil henvende sig til Kenneth Jensen, administrator for FTUs hjejmeside, om et opslag på FTUs hjemmeside/udsendelse til de andre klubber. Martin bliver ansvarlig for kontakten til de potentielle trænere.
 
Kasserer
Allan Jessen træder ind i bestyrelsen og forventes at blive den næste kasserer efte Peter stopper.
Peter har opgjort regnskabet så det er klart til generalforsamlingen og afleverer det til Agi. Vi har 79000 kr. i banken.
 

2) Nye medlemmer til bestyrelsen

Allan Jessen og Anne-Lise Knudsen træder ind i den nye bestyrelse. Anne-Lises opgaver vil hovedsagligt være at oplæres i hjemmesiden og socialudvalget.
Nye hjælpere: Tina har meddelt at vi gerne må spørge hende om hjælp til konkrete opgaver men vil have friheden til at sige til og fra i hvert enkelt tilfælde.
 

3) Minitennis og trekampsturnering

Anne-Lise har overtaget ansvaret for minitennis og det går rigtigt godt. Sidste gang var der 4 juniorspillere og 3 voksne. I forhold til sidste år er det en stor fremgang især hos juniorerne.
Trekampsturnering afholder vi den 9/4-2011 kl 14 med Anne-Lise som tovholder og forhåbentlig en masse hjælpere, hvoraf flere fra dagens møde allerede har meldt sig.
Der blev i forbindelse med snak om trekampsturnering snakket om sponsorgaver og hvilke muligheder vi har over for de lokale forretninger. Anne-Lise prøver at skaffe nogle præmier.
Bordtennisbord. Tommy kontakter Samir, halbestyrer i Skt. Jørgenshallen, om at låne et bordtennisbord i hallen. Vi fik et bordtennisnet af Agi.
 

4) Referat fra Stjernen IF bestyrelsesmøde 2/2-11.

Agi gav referatet.
Tennisbestyrelsens vigtigste punkt ved mødet med hovedbestyrelsen var den indbyrdes hensyntagen til hinanden når der både er tennisarrangement og udlejning af selskabslokalerne på samme tid. Preben (”maleren”) vil sætte et låsesystem op, så det bliver lettere at holde uvedkommende ude fra tennissens lokaler når klubhuset lejes ud. 
 

5) Generalforsamling Stjernen IF

Generalforsamlingen er d. 29/3-2011

Agi forbereder året-der-gik
Økonomisk oversigt. Regnskabet afleveres.
Den nye bestyrelse bliver valgt. På valg er Tommy, Lars, og Agi. Tommy og Lars ønsker genvalg. Agi træder ud af bestyrelsen for at honorere sit nye bestyrelsesarbejde i Fyns Tennis Union.
 

6) Baneklargøring

Lørdag 2. april 2011 fra kl. 10 lægger vi lidt grus ud og tromler 2 dage med tromle fra Delpin, Tommy sørger for at vi har en tromle og bestiller 2 ton grus, hvoraf planen er at vi holder 1 ton i reserve til reparationer i løbet af året. Der skal løbende vandes og tromles med vores egen tromle hele april.
 

7) Næste møde + plan for opstart

Vi holder spillermøde Lørdag 2. april 2011 kl. 12 i forbindelse med baneklargøring. Anne-Lise er værtinde for en brunch.
Vi holder bestyrelsesmøde 2/4-2011 kl. ca 13 efter spillermødet.
Anne-Lise foreslår en konkurrence, der med markedsføring skulle kunne lokke folk til åben-hus-arrangementet. Der kunne eksempelvis udloddes et års gratis medlemskab.
Vi laver minitennis på skibhustorvet lørdag 16/4 kl 11. Tommy aftaler med uddeleren ved Kvickly.
Lars er tovholder hvad angår flyers som skal være færdige senest d. 15/4.
Vi starter udendørssæsonen lørdag d. 30. april med åbent hus og en hyggeturnering.
 

8) Evt.

Ron Burstein fra Risingsskolen har ringet til Gitte angående sommeraktiviteter som et endags-arrangement på havnen eller et ugearrangement. Vi vil gerne deltage i endags-arrangementet på havnen mandag d. 27. juni kl. 14-17. Lars er tovholder for kommunikationen til Ron.
 
Søren og tilskud. Agi snakker med Søren om hvordan det foregik med medlemstilskud gennem hovedforeningen målt op med brug af klubhus, som er ejet af hovedforeningen.
 
Tirsdag den 8/3-2010 kl 18 mødes vi på Mauritz til den årlige middag for bestyrelse og trænere. Vi har torsdag den 24/3-2010 i reserve hvis det viser sig nødvendigt at aflyse. Anne-Lise bestiller bord ved Mauritz. Lars spørger Steffen om han vil med.
 
Tommy tilbød at være den, der sørger for at skraldespanden bliver tømt. Det blev enstemmigt vedtaget.
 
Herefter tog bestyrelsen en løs snak om deltagelse og engagement i bestyrelsesarbejdet. Denne snak resulterede nogle dage senere i at Lars som kommende formand bad Gitte om at træde ud af bestyrelsen selvom hun selv ønskede at fortsætte. Ansvaret for denne beslutning påtager Lars sig alene og det var således ikke en fælles bestyrelsesbeslutning.
 
Referent: Tommy Larsen 

Opdateret d. 10. apr. 2011 kl. 12:59


Kommentarer
Skriv en kommentar:
Navn (Obligatorisk)
Kommentar
Hvilken dag kommer efter torsdag?
(Antispam. Obligatorisk)
Fremhævede felter er ikke udfyldt korrekt

 Stjernen Tennis   |   Tranevej 44   |   5000 Odense C   |   Email: info@stjernen-tennis.dk   |   Find os på kort

 

Hovedsponsorer:      

Medlem af: